larslars.dk

En blog om musik og interessante ting

Jonathan Safran Foer: Tree of Codes, en anderledes slags bog

Jeg er ret stor tilhænger af den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer (Wikipedia). Jeg har læst hans to første bøger, 'Everything Is Illuminated' og 'Extremely Loud And Incredibly Close' (formentlig den mest kendte af de to) – og jeg vil anbefale andre at læse dem i samme rækkefølge, altså kronologisk.

Hans måske mest kendte bog, 'Eating Animals', har jeg liggende, men jeg har endnu ikke fået den læst.

I går/nat var der på DR K (gudskelov for den kanal!) et fransk dokumentarprogram fra 2009, der satte fokus på nogle af de nye amerikanske forfattere. Her var Safran Foer, samt Jonathan Franzen (med 'Corrections', 'Freedom' (2010) var endnu ikke ude på det tidspunkt), naturligvis med.

Karriere som reaktion på Kafka
Men inden vi kommer til 'Tree of Codes', som dette indlæg handler om, vil jeg lige genfortælle en historie, som Safran Foer fortalte i det program, der blev sendt i går. Han snakkede om, at hans tidligste (og største) indflydelse var den østrig-ungarske (han var fra Prag, der den dag i dag tilhører Tjekkiet) forfatter Franz Kafka (Wikipedia).

Safran Foer berettede, hvordan han skrev den første klade til 'Everything Is Illuminated' (oversat til den noget bovlamme danske titel 'Alt bliver oplyst') i løbet af et sommerophold i netop Prag.

Den eneste bog, Safran Foer havde med at til at læse i var Kafkas 'Collected Stories', hvilket altså betød, at Kafka var den første (og største) indflydelse på Safran Foers forfatterskab.  I udsendelsen sagde Foer, at hans karriere er en reaktion på, at han læste Kafka den sommer.

Kodernes træ
Nu hvor vi har Safran Foers baggrund mere eller mindre på plads, kan jeg gå videre til den bog, der var grunden til, at jeg satte mig til tasterne, nemlig 'Tree of Codes'. Jeg så den i boghandlen, og hev den straks ned fra hylden, da det stod klart for mig, at det var en ny Safran Foer-bog.

Jeg kunne desværre ikke bladre i bogen (hvorfor netop dette er et vigtigt element kommer vi til om lidt), da den var pakket ind i plastik. Så jeg gik op til skranken for at sikre mig eksemplaret – hvilket jeg blev endnu mere glad for, da ekspedienten (okay, det er et lidt misvisende udtryk at bruge om ansatte i en bogbutik – jeg beklager) fortalte mig, at den netop var blevet genoptrykt i et begrænset oplag. Hvorfor skulle snart gå op for mig.

For da jeg har bogen sikkert i min ejendom, pakker jeg den ud af dens beskyttende plastik og giver mig til at bladre igennem den. Og her bliver jeg overrasket, fordi dette syn møder mig:

Alle siderne er simpelthen skåret i, så der kun står enkelte ord og/eller sætninger tilbage på hver enkel side. Kig blot på billedet, man kan se flere sider igennem bogen.

Jeg må indrømme, at min hjerne gik en anelse i stå, da den blev præsenteret for, hvad der tilsyneladende lignede en nøje planlagt slagtning af en bog, udført med kirurgisk præcision. Jeg tænkte straks, at han måske også havde udgivet en anden bog, som indeholdt hele historien – eller i det mindste bare manualen til denne.

Men da jeg gav mig til at læse den tekst, som Jonathan Safran Foer havde skrevet om bogen, som var placeret bagest i bogen, blev jeg klogere. Han har simpelthen taget sin yndlingsbog ('Street of Crocodiles' af Bruno Schulz (Wikipedia) og skåret store dele af originalteksten væk, så der kun står de ord og sætninger tilbage, som Safran Foer skal bruge til at fortælle sin egen historie – med hans personlige favoritbog som fundament.

Mildest talt en revolutionerende (The New York Times' ordvalg) måde at anskue det ellers ret firkantede og konservative format 'bog'.

En måde, læste jeg et sted på nettet, at læse bogen på, er at lægge et hvidt stykke papir under/efter den side, du er i gang med. Når du så bladrer til næste side, rykker du naturligvis det hvide stykke papir en side videre ind i bogen.

Safran Foer forklarer i teksten også, at han tidligere havde forsøgt at gøre netop dette med andre værker:

For years I had wanted to create a die-cut book by erasure, a book whose meaning was exhumed from another book. I had thought of trying the technique with the dictionary, the encyclopedia, the phone book, various works of fiction and non-fiction, and with my own novels. But any of those options would have merely spoken to the process. The book would have been an exercise. I was in search of a text whose erasure would somehow be a continuation of its creation. The Street of Crocodiles is often my answer to the impossible-to-answer question: What is your favorite book? (kilde)

Den dag i dag er jeg stadig benovet over Jonathan Safran Foers syn på, hvad en bog egentlig er – og hvad den kan. Som en kollega sagde: Manden er enten gal eller genial.

Britiske The Guardian har en artikel, som Foer selv har skrevet om bogen og processen (utilsigtet Kafka-reference). Du bør også se denne video med folks reaktioner, da de bladrer i bogen. Bemærk hvordan bogen bryder den forventning, de alle har til, hvad en bog er for en størrelse. Derudover har Visual Editions (der har stået bag bogen) lavet en video, der viser noget af arbejdet med at lave bogen, ledsaget af de behagelige toner fra The Leisure Society (det er i øvrigt et godt album).

YouTube har en lang række videoer om bogen, søg blot på 'safran foer tree of codes'.

Når jeg kigger på, hvor meget man egentlig kan gøre med en bog, så tænker jeg over, hvor mange muligheder der egentlig er med en endnu mere dynamisk platform, såsom internettet. Det beviser blot, at det nu engang ikke handler om mediet/værktøjet – men om personen og historien.

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android

Previous

EU forbyder import af iransk olie

Next

Den forholdsvis hurtige guide til: Joy Division

1 Comment

  1. Lyder spændende.

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

larslars.dk bruger cookies. Til hvad dog?