larslars.dk

En blog om musik og interessante ting

Den forholdsvis hurtige guide til: Joy Division

Dette bliver mit første forsøg på at lave en crash-course-introduktion til et emne. Hvis du kan bruge det i research eller konversation med andre mennesker, er du velkommen.

Emnet for den første lyn-guide er Manchester-bandet Joy Division. Indrømmet, det er ved at være nogle (få) år siden, det var tres chic at kunne snakke med omkring Joy Division – et band som takket være filmene '24 Hour Party People' (2002) og især 'Control' (2007, baseret på Curtis' kones bog, hvor hun bestemt ikke lægger fingre imellem) kom på alle de smartes læber, og alle (okay, måske ikke alle) ville synge 'Love Will Tear Us Apart' – en voldtægt af nummeret opnåede endda at blive transmitteret på statsfinansieret tv.

Men Joy Division (og forsangeren Ian Curtis) er meget mere end 'Love Will Tear Us Apart', og med indholdet af dette indlæg i din hukommelse bliver du hurtigt Joy Division-kender nummer 1 i din omgangskreds – i hvert fald på overfladen.

Historien
Vi starter fra begyndelsen. Joy Division bestod af de fire Manchester drenge Stephen Morris (trommer), Peter Hook (bassist – meget mere om ham senere), Ian Curtis (vokal og tekstskrivning), Bernard Sumner (guitar og sangskrivning).

Den 20. juli 1976 (før der var noget, der hed Joy Division) er Hook og Sumner til punkkoncert i Manchester (bandets hjemby) med Sex Pistols, der er på tour i punkens unge dage (Joy Divisions stil/genre blev kaldt 'post punk'). Skønt der kun var cirka 40 mennesker (ifølge '24 Hour Party People' er tallet 42) mennesker som publikum til koncerten, bliver det en begivenhed, der går over i musikhistorien som et definerende øjeblik.

Peter Hook og Bernard Sumner beslutter sig for at starte et band, inspireret af den rå energi, Sex Pistols havde med på scenen. De får vennen Terry Mason til at sidde bag trommesættet og i den lokale musikbutik (en 'Virgin Records'-butik) efterlyser de en sanger. En knægt ved navn Ian Curtis henvender sig, og han bliver optaget i bandet uden audition.

Gruppen kalder sig Stiff Kittens (man mente åbenbart at kunne slippe afsted med bandnavne som det dengang). De skifter dog hurtigt navn til Warzaw – opkaldt efter David Bowie-nummeret 'Warszawa'.

29. maj året efter, 1977, spiller Warzaw sin første koncert, som opvarmning for blandt andet The Buzzcocks, hvis bagmænd (Pete Shelley og Howard DeVoto) i øvrigt var arrangørerne af Sex Pistols-koncerten. I øvrigt, hvis du undrer dig over, hvorfor Jamie Lee Curtis' rolle i 'My Girl' (1991) bærer navnet 'Shelley DeVoto' har du her grunden.

Der er lidt rotation på pladsen som trommeslager. Den sidste, der sidder på stolen, inden Stephen Morris bliver siddende, er Steve Brotherdale. Bandets måde at fortælle Brotherdale om bruddet på er, ved at de en dag i bilen på vej hjem fra studiet holder ind til siden og beder Brotherdale om at kigge nærmere på et tilsyneladende flat dæk. Da Brotherdale stiger ud, kører de fra ham.

Efter at have rekrutteret Morris gennem en annonce skifter gruppen nu navn til Joy Division – opkaldt efter de jødiske kvinder, der blev udvalgt til at have sex med de tyske soldater i bogen 'House Of Dolls' skrevet af Holocaust-overleveren Yehiel De-Nur under navnet 'Ka-tzetnik 135633'. En anden reference til 'House Of Dolls' findes i Joy Division sangen 'No Love Lost', hvor Ian Curtis reciterer følgende fra bogen:

Through the wire screen, the eyes of those standing outside looked in
At her as into the cage of some rare creature in a zoo.
In the hand of one of the assistants she saw the same instrument
Which they had that morning inserted deep into her body. She shuddered
Instinctively. No life at all in the house of dolls.
No love lost. No love lost

Stærk kost.

Bandet udgiver i juni debut-EP'en 'An Ideal for Living' (der blandt andet indeholder netop 'No Love Lost'). En vis Anthony  ('Tony') Wilson har i mellemtiden opdaget bandet – og han kan lide, hvad han hører. Han møder dem første gang i april til en koncert. Her kommer Ian Curtis (ifølge Wilson selv iklædt en regnjakke) hen til Wilson og giver ham kritik for, at han ikke har haft bandet på sit tv-program 'So It Goes', der kører på den lokale tv-station Granada Television-fjernsynskanal.

Tony Wilson sætter bandet sammen med produceren Martin Hannett, det første resultat er den dobbelte 7" vinyl 'A Factory Sample' – opkaldt efter Wilsons ikoniske pladeselskab, 'Factory', der går over i historiebøgerne for mange ting, men det er en anden historie.

Joy Division albumdebutterer med det anmelderroste 'Unknown Pleasures' i april 1979. I begyndelsen er bandet ikke begejstret med, hvad Hannett har gjort ved deres lyd. De mener, at han har fjernet deres aggressivitet (der dog stadig gennemsyrede deres live-shows), men i bagklogskabens klare lys er de klar over, at Hannetts touch var det helt rigtige:

Hook said in 2006, "It definitely didn't turn out sounding the way I wanted it … But now I can see that Martin did a good job on it … There's no two ways about it, Martin Hannett created the Joy Division sound." (kilde)

Albummet indeholder flere af de Joy Division-numre, der stadig bliver spillet flittigt den dag i dag – især 'She's Lost Control' og 'Shadowplay' (min personlige favorit).

Coveret (designet af Peter Saville, der fortsatte med at designe covers for Joy Division og senere New Order og i dag er en international anerkendt designer) viser 'successive pulses' fra den første neutronstjerne, der blev opdaget, 'PSR B1919+21':

Coveret til Joy Divisions 'Unknown Pleasures'

Coveret til Joy Divisions 'Unknown Pleasures'

Under koncerter har bandet været plaget af Ian Curtis' anfald af epileptiske anfald. Til tider var det svært at se, om Ian Curtis dansede sin kendte – og usædvanlige – dans, eller om han var midt i eller på vej ind i et anfald.

I 1980 går bandet i studiet igen, stadig med Martin Hannett bag knapperne. Resultatet bliver bandets sidste album, 'Closer', der udkommer i juli måned samme år. Curtis' tekster er gennemsyret af ensomhed og melankoli – hvad bandet først opdager og reflekterer over, da det er for sent.

Den 18. maj 1980 hænger Ian Curtis sig i sit hjem og efterlader sig konen Deborah (der senere skriver bogen 'Touching From A Distance' om det svære forhold med Curtis, der blandt andet havde en affære med journalisten Annik Honoré) og datteren Natalie.

Helt passende til teksterne er derfor også cover-billedet, der er et fotografi af Appiani-familiegraven i Genoa i Italien:

Coveret til Joy Divisions 'Closer'-album

Coveret til Joy Divisions 'Closer'-album

I juni 1980, altså efter Curtis' død, bliver den single, der bliver bandets største hit (og en sand generationshymne) udgivet: 'Love Will Tear Us Apart' (ikke så god lyd på den video).

Facts og holdninger…
Det var en hurtig tour-de-force igennem historien om Joy Division. Her følger en række facts og synspunkter, som du enten kan hæfte dig ved og/eller bruge i en samtale om bandet – eller være uenige med (altså holdningerne).

New Order
Først den åbenlyse – New Order: Medlemmerne af Joy Division havde lovet hinanden, at hvis bare én forlod bandet, skulle det gå i opløsning. Det gør det også efter Ian Curtis' død. De beslutter dog at fortsætte under navnet New Order (endnu en semi-nazi-reference), med trommeslager Morris' kæreste, Gillian Gilbert, på keyboards.

Til '24 Hour Party People' blev der faktisk optaget en scene, hvor bandmedlemmerne og deres manager Rob Gretton (der også var manager i Joy Division-dagene) præsenterer det nye navn for Tony Wilson (spillet af den britiske komiker Steve Coogan), der svarer "Ian would definitely have liked it".

Steve Coogan spiller i øvrigt fantastisk i '24 Hour Party People', upåagtet at karikaturen til tider nok ligger et stykke fra originalen. Han siger følgende til Factory-bandet A Certain Ratio, da de brokker sig over, at der ikke er særlig mange, der der dukket op til deres koncert – selvfølgelig også med referencen til Sex Pistols-koncerten med 42 mennesker nævnt tidligere i dette indlæg:

The smaller the attendance the bigger the history. There were 12 people at the last supper. Half a dozen at Kitty Hawk. Archimedes was on his own in the bath. (kilde)

New Order udgiver deres debutalbum, 'Movement', i 1981 – der skønt det ikke blev den store succes med anmelderne er værd at hæfte sig ved fordi det tydeligt illustrerer – og udgør – overgangen fra Joy Division-lyden til New Order-universet, hvor lyden blev lysere (og teksterne lige så). For eksempel leverede New Order i 1990 VM-sangen ('World In Motion') til det engelske fodboldhold – hvilket Joy Division nok ikke ville have gjort.

Nå, tilbage til 'Movement'. Det 5. nummer på albummet hedder 'ICB', der angiveligt er en forkortelse for 'Ian Curtis Buried'. Altså, Curtis er begravet, og vi kan komme videre – en epoke slutter, en ny begynder.

Peel Sessions-udgaverne
Flere af Joy Division sangene findes også i 'Peel Sessions'-udgaver.

Disse udgaver af numrene er knapt så poleret som i Hannetts produktion, men som Joy Division-kender synes du, at Peel Sessions-udgaven af 'Love Will Tear Us Apart' er bedre, netop fordi den er mere rå og derved udstråler bandets oprindelige aggressivitet og er mere end et radiohit, som enhver tøs har som lytterønske hos en DJ.

De to albums
Som Joy Division-kender sørger du selvfølgelig for at understrege, at 'Love Will Tear Us Apart' ikke er på nogle af de to fantastiske albums,som bandet udgav – og som personen overfor dig selvfølgelig skal tjekke ud.

Selvom der er meget fokus på 'Shadowplay', er din favorit af de to dog 'Closer'. For det første den dobbelt betydning af titlen: Både som 'tættere', men også som 'en der lukker'. Eftersigende var det faktisk den sidste mening, der var den tilsigtede.

Derudover havde både bandet og Hannett udviklet lyden til den fulde perfektion, hvilket især kan opleves på numre som 'Isolation' og den minimale 'Heart And Soul'.

Samtidig er 'Closer' også det sidste fra Ian Curtis. I albummet ligger forklaringen på hans melankoli og efterfølgende selvmord.

Asylums with doors open wide,
Where people had paid to see inside,
For entertainment they watch his body twist,
Behind his eyes he says, 'I still exist.'

(…)

In arenas he kills for a prize,
Wins a minute to add to his life.
But the sickness is drowned by cries for more,
Pray to God, make it quick, watch him fall.

('Atrocity Exhibition')

(Atrocity Exhibition er i øvrigt opkaldt efter bogen med samme titel, skønt Ian Curtis eftersigende havde skrevet størstedelen af teksten, inden han læste bogen).

Mother I tried please believe me,
I'm doing the best that I can.
I'm ashamed of the things I've been put through,
I'm ashamed of the person I am.

('Isolation')

 

This is a crisis I knew had to come,
Destroying the balance I'd kept.
Doubting, unsettling and turning around,
Wondering what will come next.

('Passover')

 

Existence well what does it matter?
I exist on the best terms I can.
The past is now part of my future,
The present is well out of hand.
The present is well out of hand.

('Heart And Soul')

 

Now that I've realised how it's all gone wrong
Gotta find some therapy, this treatment takes too long
Deep in the heart of where sympathy held sway
Gotta find my destiny, before it gets too late

('Twenty Four Hours')

 

Here are the young men, the weight on their shoulders
Here are the young men, well where have they been?
We knocked on the doors of Hell's darker chamber
Pushed to the limit, we dragged ourselves in

('Decades')

Den tydeligste reference til selvmordet finder vi dog i 'Shadowplay' på 'Unknown Pleasures':

In the shadowplay, acting out your own death, knowing no more

Hooky…
Den nyopståede interesse for Joy Division – og bandets vedvarende kult-status – har betydet, at de tidligere medlemmer aldrig rigtig har begravet deres fortid. Heller ikke selvom de blev uvenner efter det seneste New Order-brud, der ser ud til at blive fatalt – Bernard Sumner og Stephen Morris fortsætter som New Order uden Peter Hook alias Hooky.

I 2011 var Hook (der aldrig rigtig har bidraget med så meget til projektet, andet end en godt nok karakteristisk bas-lyd – han prøvede nogle musikprojekter, men det blev ikke godt) på tur med numrene fra 'Unknown Pleasures', hvor han blandt andet gæstede Amager Bio i november, og det er ikke første gang, han har lavet det stunt.

Som Joy Division-lytter er man splittet: For selvom det er åbenlyst for selv den mest tungnemme, at Hooky tager rundt med bagkataloget for penge og fame, så er det noget af det nærmeste vi kommer 'the real mccoy', som en Gaffa-læser skrev i en artikelkommentar.

Koncerten var dog en underlig oplevelse, hvor Peter Hook (der havde sin søn med i bandet!) ikke var den eneste, der forsøgte at lyve sig yngre…

'Still' og 'Substance'
Samtidig synes du rigtig godt om nogle af numrene/udgaverne på Still og Substance, selvom du inderst inde godt ved, at de (især Substance) blev udgivet for at 'cashe in' på navnet Joy Division.

Det var det. Der er masser mere af sige om Joy Division og Ian Curtis, så du må på jagt. Jeg har garanteret masser mere, jeg gerne ville have med i dette indlæg – det kan jo være, jeg opdaterer det løbende, efterhånden som jeg falder over det eller kommer i tanke om det.

God lytter og nyd Joy Division i lyd og stemning.

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android

Previous

Jonathan Safran Foer: Tree of Codes, en anderledes slags bog

Next

Ny single fra Beach Fossils, 'Shallow'

2 Comments

  1. Really enjoyed that :) Looking forward to more.

  2. Det er en alletiders indføring i Joy Division. Havde virkelig fornøjelse af at læse den.

    Jeg ser som Lara frem til den næste.

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

larslars.dk bruger cookies. Til hvad dog?