Fransk succes med børneopdragelse, nøgleordene er autoritet og tålmodighed

Jeg har ikke selv børn – og jeg er nok et godt stykke tid og et eller flere forhold fra at få det – men jeg synes, at børneopdragelse er interessant. Interessant fordi der ikke er nogen facitliste, og fordi ikke to børn er ens – okay, det er egentlig lidt det samme, som at der ikke er nogen facitliste.

Derudover interesserer jeg mig for det sociale, altså omgangen med andre mennesker, hvad enten det er voksne eller børn. Men i denne sammenhæng er børn mere interessante, fordi man som forældre kan 'præge' dem, endda for resten af deres liv.

I artiklen 'Why French Parents Are Superior' hos The Wall Street Journal beskriver Pamela Druckerman, hvordan hun har opdaget, at franske børn pænt kunne sidde stille i eksempelvis en restaurant, mens hendes egen datter væltede saltbøsser, legede med maden og ville ud af eller ned fra stolen for at kunne gå frit rundt på restauranten.

Druckerman satte sig for at undersøge, hvad det er, de franske forældre gør anderledes. Uden at jeg skal tage brødet ud af munden på artiklen (eller den bog, som snart udkommer i USA (vi kan allerede købe bogen nu), og som artiklen er en forsmag på) kan jeg opsummere to af hovedpointerne fra artiklen.

Autoritet
For det første er det vigtigt, at forældrene taler med autoritet til deres børn. Det betyder, at man som forælder skal gøre sig umage med at tale, ikke råbe, til barnet og sørge for at lyde overbevisende – man skal med andre ord selv tro på det, man selv siger.

Her bruger franskmændene i øvrigt ikke udtrykket 'disciplin'. De taler i stedet om, at de 'uddanner' (ikke som i et skolesystem) børnene.

Tålmodighed
I artiklen kommer Druckerman ind på, at en af de ting, som de franske forældre er rigtig gode til er at lære deres børn tålmodighed. Selvom der bliver placeret slik foran dem, så kan børnene udskyde fristelsen, blot de får at vide, at slikket først må nydes ved 'snack-time'.

Der er nogle forældre, der ikke arbejder med madtider, men hvor barnet spiser, når barnet er sultent. Det skaber den modsatte effekt, og så har du et barn, der sidder og leger med maden på restauranten – ifølge Druckerman.

Nu vil jeg tilføje bogen til min 'To buy'-liste på Amazon. Ikke for at bruge den som manual eller for at spille smart overfor de jævnaldrene familiemedlemmer og venner, der er begyndt at gøre deres til at bidrage overbefolkningen på denne planet, men fordi jeg synes, emnet er interessant.

Hvis du har det ligesådan – eller har et barn, der passer på Druckermans beskrivelse – kan du jo gøre det samme. Hvis du derimod synes, artiklen er "en gang generaliseret bullshit" bør du nok lade være :-)