Hver gang det er tid til forår, laver jeg en playliste med musik dedikeret til denne min yndlingsårstid. Og denne gang vil jeg gerne dele den. Og samtidig have den, så jeg kan genfinde den næste år

I år ser den sådan ud. Jeg har indsat lytte-links til sangene på YouTube og andre steder, hvor det har været muligt, da 'musikbloggere slipper for at betale penge til Koda'.

Hvis du synes om musikken, skal jeg selvfølgelig opfordre dig til at købe den – ligesom jeg har gjort.

Numrene kommer her i komplet tilfældig rækkefølge – sådan må det være.

Foals – Olympic Airways [lyt]
Den er med hvert år. Det skal den bare være.

Beach Fossils – Adversity [lyt]
Eminent guitar-spil på den sang fra 'What A Pleasure EP'en', som jeg var længst tid om at forelske mig i.

The Chemical Brothers – Close Your Eyes [lyt]
Kemibrødrene viser her, at de kan anden end end at fylde stadions og klubber. Det smukke nummer er lavet sammen med gruppen The Magic Numbers.

Youth Lagoon – Afternoon [lyt]
Skønt, skønt nummer med semi-storladent, fængende fløjtetema.

Nicholas/Nick Gunty – Veronica [lyt]
Det bedste nummer fra den stadigt ukendte guitar-Gunty. Forfærdeligt, at hele verden ikke lytter til ham.

The Black And The White Years – To Modern Science [lyt]
Jeg opdagede dette nummer, fordi det blev brugt til en iPhone-reklame, der viste sig at være falsk. Jeg kunne ikke købe EP'en nogle steder, skrev til bandet, og keyboard-spilleren uploadede hele baduljen til mig. Fantastisk service, fantastisk sang.

The Rapture – Sister Saviour (DFA Vocal Remix)
Tilbage i 2003 (wow, det er snart 10 år siden!) tog New York-bandet The Rapture alle med storm med deres 'Echoes'-album. Albummet roterer stadig hos mig, især dette track, hvor DFA-drengene, der producerede albummet og lavede guld ud af alt de rørte ved dengang, har remixet.

Turin Brakes – Sea Change [lyt]
Jeg faldt over denne herlige folk-duo, da jeg vandt deres 'Ether Song'-album tilbage i 2003 i en konkurrence i Gaffa. Dette er åbningsnummeret fra deres nyeste album, 'Outbursts', fra marts 2010.

The Maccabees – Ayla [lyt]
Uh, der er meget at tage af fra denne britiske gruppe. Jeg valgte 'Ayla' fra deres nyeste album, men du kan samtidig godt tjekke 'Can You Give It', 'X-Ray', 'Child' og 'No Kind Words' ud.

Kula Shaker – Hey Dude [lyt]
Her er vi tilbage i 1996. Jeg faldt over Kula Shaker (der er et af de bands, der deler vandene), da jeg hørte netop dette nummer på en opsamling, som der var så mange af den gang. Gruppen er mest kendt for 'Tattva' (hvor der bliver sunget på sanskrit), men riffet i 'Hey Dude' giver det pladsen på forårslisten.

Ocean Colour Scene: The Riverboat Song [lyt]
Vi bliver i 1990erne, faktisk bliver vi i 1996. Dette nummer opdagede jeg – også – på en compilation. Vist nok på en skive, der fulgte med Zoo-magasinet. Husker du det? Det er egentlig det eneste nummer jeg kender med Ocean Colour Scene – der i øvrigt varmede op for Oasis, da de gæstede Forum året efter. Riff'et i nummeret stammer fra 'Four Sticks' med Led Zeppelin.

The United States Of America – Garden of Earthly Delights [lyt]
Et fantastisk syrenummer fra et intet mindre end genialt syrealbum fra 1968, der bar samme titel som bandet. Der er dem, der mener, at The United States Of America på deres ene album nåede derop, hvor Warhol aldrig nåede med Velvet Underground. Det er en diskussion, jeg ikke vil deltage i – jeg kan til gengæld fortælle, at jeg opdagede denne sang via et interview, som The Chemical Brothers gav til BBC radioprogrammet Breezeblock, hvor de…

Kat Mandu – The Break [lyt]
…blandt andet også spillede dette disco-drøn. Trommerne fra 'The Break' inspirerede The Chemical Brothers til trommerne på 'Out Of Control' (hvor Bernard Sumner fra New Order leverer vokalen). Hvis du kan sidde helt stille til dette nummer, så er der noget galt med dig. Du kan i øvrigt stadig se playlisten fra Breeblock-programmet, dog kun i tekst:

  • Rock Master Scott & The Dynamic Three – The Roof Is On Fire
  • Katmandu – The Break
  • Mercury Rev – Everlasting Arm
  • United States Of America – The Garden Of Earthly Delights
  • New Order – Temptation
  • Death In Vegas – Soul Auctioneer
  • ESP – It's You
  • Kaleidoscope – Lie To Me
  • Bob Dylan – Love Minus Zero/No Limit
  • Bill Holt – Program Ten

Alle tre albums med Bombay Bicycle Club
Her har vi at gøre med min for tiden absolutte yndlingsgruppe. De har udgivet de tre albums 'I Had The Blues But Shook Them Loose', 'Flaws' og 'A Different Kind Of Fix' – og de ryger alle tre med på farten i foråret.

I Heart Sharks – Neuzeit [lyt]
Et britisk-tysk band (sangeren er fra England) der i 2011 udgav debut'en 'Summer'. Her er mit yndlingsnummeret – jeg er vild med den flabede engelske accent på refrænet.

Brendon Moeller – Electricity [lyt]
Og så blev det elektronisk. Nummeret er ret repræsentativt, men der er noget over de soundscapes, som Moeller får frembragt, der får mig til at vende tilbage til dette nummer. Gåture i det fri med det nummer i ørerne giver for mig rigtig god mening – og en følelse af frihed og afslapning.

Daktaris – Eltsuhg Ibal Lasiti [lyt]
Jeg har altid haft en forkærlighed for afrikansk musik, især afrobeat. Og dette nummer er altså lækkert. Jeg hentede det, fordi det i en periode var gratis hos 7digital. Jeg fik aldrig købt hele albummet. Måske er det på tide.

Real Estate – It's Real [lyt]
'So indie it hurts,' skrev en YouTube bruger i en kommentar. Og det passer. Guitar-spillet og beklædningen i videoen går i fin indie-hånd. Når jeg har sangen med på farten har jeg dog kun lyden, og så er det i sit es. Albummet, som sangen er taget fra, faldt jeg aldrig for – der var for meget af det samme. Og så bliver varen udvandet. 'It's Real' bliver jeg dog forhåbentlig aldrig træt af.

Wild Beasts – Two Dancers (I / Part 1) [lyt]
Uh, her var det svært at vælge fra et meget stærkt album, som blev underbygget med en ganske enkelt [jeg mangler ord] koncert på Vega i december 2011. Alligevel faldt valget på første delen af 'Two Dancers'. Overgangene, de 'haunting' lyde. Og selvfølgelig stemmen. Men snyd dig ikke for hele albummet, hvis dette lyder godt i dine ører.

Craft Spells – Party Talk [lyt]
Muligvis ikke videre originalt, men meget letfordøjeligt og forbandet fængende. Hele nummeret emmer af forår.

Happy Mondays – 24 Hour Party People [lyt]
Muligvis et af de mere flabet lydende numre fra et af de uden tvivl mest flabede bands nogensinde. Hvis man ikke passer på ender man med at gå rundt som en anden Liam Gallagher, når man har nummeret med op farten. Den smitter, den flabethed. Hvis du har set Manchester/Factory Records-filmen '24 Hour Party People', kender du naturligvis sangen. Gør du ikke, så skal du se filmen. Nu.

Oasis – Falling Down (The Chemical Brothers Remix) [lyt]
Vi bliver et øjeblik ved Liam Gallagher og Oasis. Jeg var stor Oasis-fan, da jeg var dreng. Kæmpe. Luft-guitar var ikke nok, så jeg lavede en (grim) guitar i sløjd, som jeg ledsagede bandet på igennem Definitely Maybe og What's The Story Morning Glory. Her er det et af de nyere numre fra Oasis, som har fået kærlig behandling fra en anden Manchester-gruppe. Og det går da helt fint.

Two Door Cinema Club – I Can Talk [lyt]
Dette er et af de numre, jeg bare ikke kan have et forår uden. Højt tempo, duellerende guitar-spil og et omkvæd med tryk på. Så er jeg glad. Også her kan du med fordel tjekke hele albummet ud.

Rex The Dog and Kris Menace – Pow! (Rex's Casio Mix) [lyt]
Jeg kunne sagtens skrive et helt blogindlæg bare om Rex The Dog, som jeg har lyttet til, siden monstret 'Prototype' (der udelukkende var lavet på en Korg 700S-synthesizer tilsat en stortromme og et klap fra en sampler) tog club-landet med storm i 2004. Som en dansk DJ engang sagde, var der kun et problem med singlen; man vidste aldrig, om man skulle spille A-siden eller B-siden ('We Live In Daddy's Car'). Officielt er Rex The Dogs identitet stadig hemmelig, selvom det er en åben hemmelighed, at der er tale om Jake Williams aka. JX, der havde nogle forfærdelige dance-hits i 1990erne (blandt andet 'You Belong To Me'), men som skiftede navn for at undgå en pladekontrakt, som han var bundet af. Derfor Rex The Dog. Siden er flere singler og et album samt remixes af bl.a. The Knife, Robyn og Depeche Mode (!) kommet til (og en Casio-udgave af Prototype), men denne Casio-udgave (han har en kærlighed til gamle synths) er lige mig. Party on.

Autechre – Eggshell [lyt]
Stig ind i tidsmaskinen og rejs med tilbage til 1993. Før alle kunne lave musik på deres computere og elektronisk musik var noget for de få. Autechre udsender debut-albummet 'Incunabula', hvor især 'Eggshell' og 'Bike' stadig kan få mig i en næsten drømmende tilstand. Synth-temaet på 'Eggshell' har noget spirende over sig, som gør, at den klart skal med på listen. Så kan de godt være, du synes, det lyder kedeligt og ensformig. Men det gider jeg slet ikke høre på, for så forstår du det ikke.

Trespassers William – Lie In The Sound [lyt]
Og fra club-festen tager vi nu til morgenen og turen hjem fra byen, ledsaget af solnedgang.  Jeg opdagede Trespassers William, fordi sangerinde, sangskriver og guitarist Anna-Lynne Williams lægger stemme til The Chemical Brothers' 'Hold Tight London'. Dette nummer er en perle, skønt det formentlig ikke er deres største hit (det er 'Different Stars').

James Yuill – This Sweet Love [lyt]
Ingen forårs-playlist uden James Yuill. Dette nummer er hans største hit, men han har lavet så meget andet fantastisk, så grav dig ned i hans albums. Dét fortryder du ikke.

The Stone Roses – I Wanna Be Adored [lyt]
Vi slutter af med et af de store Manchester-bands. 'I Wanna Be Adored' er et af de helt store hits med The Stone Roses, og i sagens natur fra deres første album. Det andet album er der vist ikke rigtig nogen, der snakker om.

Foto: Steve Jurvetson (Flickr Creative Commons)

Foto: Steve Jurvetson (Flickr Creative Commons)

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android