Lige nu er der en forholdsvis heftig debat om, hvorvidt kulturminister Uffe Elbæk bør deltage ved EM i fodbold, der holdes i Polen og Ukraine. Hele balladen skyldes Ukraines behandling af Yulia Tymoshenko, der blandt andet var en af folkene bag den orange revolution.

Sidst der var EM i fodbold var i 2008, og det år var der også Olympiske Lege – de blev afholdt i Kina. Her var der også en debat om, hvorvidt Danmark burde deltage – blandt andet på grund af Kinas…lad os kalde det "håndtering" af Tibet. Læg hertil, at den kinesiske regering ikke altid har behandlet sine modstandere efter det samme regelsæt, som vi selv følger.

Debatten gik blandt andet på, om daværende kulturminister Brian Mikkelsen skulle tage afsted. I april 2008 truede Mikkelsen selv med ikke at tage afsted, og senere samme måned skrev Politiken.dk, at Brian Mikkelsen blev 'tvunget til OL-ceremoni'.

Det var måske også det bedste, Ritzau kaldte det i hvert fald et 'selvmål på flere planer', hvis han ikke tog afsted.

I juni måned var meldingen mere klar: 'Vi tager til OL i Kina,' sagde kulturministeren. Det skyldtes, at EUs udenrigsministre blev enige om ikke at boycotte OL i Kina. Seneste melding i forbindelse med Ukraine er, at udenrigsministrene endnu ikke har besluttet sig.

Men at Brian Mikkelsen tog til OL i Kina var fint i tråd med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens holdning:

Fogh har hele tiden afvist, at OL skal bruges til at lægge politisk pres på Kina. Det skal ske gennem de officielle kanaler, mener Fogh (kilde).

Dengang var der uenighed i VK-regeringen, ligesom der nu er i hele Europa.

Her er det værd at nævne følgende udtalelse fra Elbæk, der er hans begrundelse for at tage afsted:

Uffe Elbæk understreger, at han er blevet opfordret af oppositionen og menneskerettighedsgrupper i Ukraine til at komme og være med, og at han vil holde møder før og efter fodboldkampen. Han fortæller også, at Julia Timosjenkos datter Jevgenija Timosjenko bakker op om, at politikere møder op ved fodboldkampene. (kilde)

Værd at nævne er også, at Dansk Folkeparti og SF i 2008 var imod, at kronprins Frederik skulle vise sig ved de Olympiske Lege i Kina i 2008.

Tilbage i 2008 endte det hele dog godt, og Brian Mikkelsen endte med at være 'tilfreds med OL'. Hvordan det ender her fire år senere er vi klogere på om en måneds tid, når EM-slutrunden er overstået.

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android