September 2000. Jeg går i 2.g og forsøger at følge med i den elektroniske musik, især den britiske på det tidspunkt, som man nu kan, når der ikke er noget, der hedder hverken Spotify eller YouTube – og når man bor i en by i provinsen. Det er ikke let.

Denne gang er jeg dog heldig. Sammen med min klassekammerat er jeg i den lokale Fona, et fast ritual dengang (can you believe it?) og ud af reolen med singler (under overskriften 'Elektronisk', 'Electronica', 'Dance' eller hvad Fona nu kalder ting, man ikke rigtig forstår) trækker jeg en single med et simpelt cover. Baggrundsbilledet er fra en lufthavn. En landings-/take-off-bane. I den umiddelbare baggrund holder en mindre armada af fly. I den fjernere baggrund er der en bjergkæde og bag den en stærkblå himmel.

Teksten på coveret er minimal – the way it like it – og fortæller mig kun det, jeg absolut skal vide:

Sasha/Emerson
Scorchio

For en knægt som mig er det ikke bare to ord, der står der, delt af en skråstreg. Det er efternavnene på to af de helt tunge drenge.

Sasha (Wikipedia) er en form for levende legende indenfor housemusikken (i hvert fald den variant, vi dyrker og gror i Europa). Han lagde ud som DJ med at vende acid house-plader i slut-80'erne, da den genre havde sin heyday. Året før udgav han 'Xpander' (opkaldt efter den synthesizer, der driver værket), der kom på bunkevis af opsamlinger og blev lagt i flere hyldemeter af pladetasker.

Darren Emerson (Wikipedia) var manden bag Underworld, dem med bl.a. 'Born Slippy' (YouTube-video), der blev brugt i 'Trainspotting' etc.. Jeg skriver 'var', fordi han forlod gruppen i 2000, blandt andet for at fokusere på sit 'Underwater'-pladeselskab, som han havde startet i 1994. (Lidt bonusinfo er, at danske Rune RK har, ifølge sin egen diskografi, fire udgivelser på netop Underwater)

Altså er det ikke bare to briter, der har sat sig ned ved en computer for nu at "lave lidt musik". Det er to af de store.

Tilbage til Fona. Jeg kan næsten ikke tro mit held, men der må da være mindst én i butikken, der enten fatter, hvad der foregår – eller blot deler en flig af musiksmag med mig. Jeg har sikkert prikket min ven på skulderen for at få hans opmærksomhed, mens jeg med et 'Wow, tjek det her' i øjnene har slået forsigtigt på coveret for at indikere det sensationelle i mit fund. De eksakte fakta taber sig i tågerne.

Vi går til kassen, betaler for det, vi har på os, som vi ikke havde, da vi kom ind og forlader butikken.

Hjemme bliver CD'en lagt i CD-afspillerens skuffe, som jeg lukker. Jeg tager coveret frem og pauser den fulde udgave af nummeret. Det skal man altid gøre – aldrig 'Radio Edit'. De er lavet til radioen, så lad bare radioen hygge sig med dem. Nummeret, jeg skal bruge, er nummer to, som du kan se på tracklisten.

Jeg tager hovedtelefonerne på og trykker 'Play'. Hvad der fylder mine ører, kan du høre på Spotify eller YouTube.

Det er ikke det nummer, der sker mest i. Men den lyd – og den stemning, den lyd sætter, tager mig med storm. Og tag et kig på coveret, mens du lytter – for mig går det op i en højere enhed:

Scorchio-cover

Flash forward til 2013, i dag.

Her sidder jeg og kommer pludselig i tanke om denne gamle traver af et små-trancet house-nummer. 12½ år er gået, siden jeg stod i den lokale Fona, så nu skal jeg blot indtaste sang-titlen i Spotify, og så har jeg den i, næsten upåklagelig, 320kbps-kvalitet i hovedtelefonerne, igen.

Nummeret gør stadig noget godt for mig – måske fordi vi nu har en historie, og fordi jeg nogle gange har brug for at sætte guitarer, vokaler og vers på pause og bare kick back og nyde, at noget musik blot skal sætte en stemning, skabe en energi og et tankeflow, og ikke nødvendigvis meget mere end det.

Det ærgrer mig, hvis den måde at opdage musik og at kunne binde en historie på selve opdagelsen, er på vej til at forsvinde – hvilket alt tyder på, den er. Fremover er det blot et par klik på Last.fm eller Spotify. Måske er det det, der får mig til at skrive dette indlæg – eller også er det bare for at dele et nummer, jeg synes godt om, og så flette lidt tekst på.

Nuvel, jeg opdager, stadig, meget god musik, men det er bare ikke som i de gode gamle dage. Basta.

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android