Dette er den første artikel/blogindlæg i en serie, hvor jeg vil prøve det umulige; at identificere nogle af de numre med The Beatles, som bliver overset i mængden af udødelige hits. Det er det fantastiske med kunstnere som The Beatles: Under laget af hits ligger der mere guld og venter på de tålmodige ører. Her vil jeg forsøge at give dig nogle genveje. Udvalget er 100% personligt, ikke-prioriteret og ude af kontrol.
Du kan følge tagget/emneordet for serien.

* * *

Dette er ubetinget mit yndlingsnummer med The Beatles. Gruppen lød aldrig så langt foran alle andre som på denne sang. Og historien om 'Tomorrow Never Knows' er skør og fascinerende, og det hele ender med, at de fire sammen med George Martin og især én ansat ved Abbey Road-studierne (mere om ham herunder) nærmest revolutionerer det koncept, at et band går i studiet for at indspille en sang.

Men inden da starter historien i – formentlig – det 8. århundrede og tilblivelsen af Den Tibetanske Dødebog, også kaldet 'Bardo Thodol'. Den kan du læse mere om på Wikipedia. Bogen er ment som en guide til genfødsel; typisk bliver der læst op af den for den døende/døde for at hjælpe vedkommende videre til det næste liv.

Fast forward til de vilde 1960ere. Her er stofferne, blandt andet LSD, begynde at flyde og blive interessante – blandt andet for Timothy Leary, der er ansat ved Harvard og er begyndt at eksperimentere flittigt med netop LSD. Sammen med Ralph Metzner falder han over Den Tibetanske Dødebog, og de mener, at der ikke er så langt fra den død og den genfødsel, der tales om, og den følelse af 'ego-død', de får, når de tripper på LSD.

Så hvad er mere naturligt end at lave en bog, der er en form for guide til at tage LSD – baseret på Den Tibetanske Dødebog? Resultatet bliver 'The Psychedelic Experience', der udkommer i 1964, cirka to år efter, projektet blev pågegyndt. Bogen har også en tredje forfatter, Richard Alpert, der senere bliver en af de første fra Vesten, der tager på spirituel opdagelsesrejse i Indien og skifter navn til Ram Dass. I bogen om sin rejse og livssyn, 'Be Here Now' (som George Harrison senere, i 1973, opkalder en sang efter) skriver han dog, at han kun er nævnt som medforfatter, fordi han passede køkkenet for Leary og Metzner.

To år efter bogen er udkommet, nærmere præcist den 1. april 1966, er John Lennon ude at lede efter bogen 'The Portable Nietzsche', som han dog ikke kan finde. I stedet falder han over 'The Psychedelic Experience', som Lennon køber.

Han tager bogen med hjem og tager LSD som beskrevet i bogen. Han giver sig til at læse højt fra bogen, mens han optager det. Resultatet sætter ham på sporet af det, der skal blive en kæmpe landvinding i musikhistorien – og skaffe The Beatles plads i en af vore dages mest populære serier. Men inden det kommer  langt, skal vi en tur…

I studiet
Og her sker der ting og sager. Vi er i The Beatles' nok mest kreativere periode (1965-1967; 'Rubber Soul', 'Revolver', 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band'), og gruppen er for alvor i gang med at forandre, hvad det vil sige, at et band går i studiet for at indspille et album.

Hele 'Revolver'-pladen emmer af en legesyge, som for længst er glemt nu i den samlebåndproducerede pop-musiks tid, og 'Tomorrow Never Knows' er nok det nummer, hvor det kommer mest til udtryk.

For eksempel er der alle de skøre lyde, der kommer ind i lydbilledet i starten og flere steder undervejs, mens Lennon ikke synger – for eksempel efter ordene "Surrender to the void". Det er små 'tape-loops', som Paul McCartney dukkede op med i en pose.

Lennons vokal på nummeret lyder også særligt. Han havde et ønske til den 19-årige Geoff Emerick, der havde første arbejdsdag som 'sound engineer': Han ville gerne lyde som Dalai Lama, der sang udover bjergene. Emerick løste det ved at køre vokalen igennem en roterende Leslie-højttaler, som blandt andet giver et Hammond-orgel dets karakteristiske lyd.

Trommelyden på sangen er også meget mere intens – hvilket skyldes, at Emerick (stik imod alle retningslinjer) rykkede mikrofonerne en anelse tættere på Ringo Starrs trommesæt. Han skruede tilsvarende ned på mixerpultene for at sikre, at udstyret ikke gik i stykker. Han fandt også en ottearmet sweater (The Beatles-filmen 'Help!' fra 1965 skulle oprindeligt have heddet 'Eight Arms To Hold You', men titlen blev droppet, da Lennon og McCartney sagde, at det var alt for besværligt at finde noget, der rimede på det – endsige at skrive en melodi, det passede på), som han fandt en måde at bruge på:

Without saying a word, I quietly slipped out to the studio and moved both the snare drum mic and the single overhead mic in close. But before I also moved the microphone that was aimed at Ringo’s bass drum, there was something else I wanted to try, because I felt that the bass drum was ringing too much…Sitting atop one of the instrument cases was an old woolen sweater – one which had been specially knitted with eight arms to promote the group’s recent film, which was originally called ‘Eight Arms To Hold You’…I removed the bass drum’s front skin – the one with the famous ‘dropped-T’ Beatles logo on it – and stuffed the sweater inside so that it was flush against the rear beater skin. Then I replaced the front skin and positioned the bass drum mic directly in front of it, angled down slightly but so close that it was almost touching.
(Kilde)

Bemærk i øvrigt, at McCartneys bas kun spiller én tone hele nummeret igennem – det er endnu en fed detalje.

Det var også 'Tomorrow Never Knows', der blev brugt, da et The Beatles-nummer skulle med i hitserien 'Mad Men' – hvilket kostede 250.000 dollars! Som seriens skaber Matthew Weiner sagde:

The thing about that song in particular was, the Beatles are, throughout their intense existence, constantly pushing the envelope, and I really wanted to show how far ahead of the culture they were. That song to me is revolutionary, as is that album.

Grunden til, at han ville have et nummer med gruppen med var, at han ikke mente, han kunne lave en serie, der skildrer livet i 1960erne uden at have The Beatles. Han lyder som en fornuftig mand.

Og selvom SoundsJustLike.com mener, at det er The Chemical Brothers' 'Let Forever Be', der minder om 'Tomorrow Never Knows' (link til sammenligningen), så er det nu engang 'Setting Sun' (med Noel Gallagher fra Oasis) på vokal, der er den direkte hyldest til Beatles-nummeret:

Lyt fx til trommesporet og effekterne undervejs. Intet at være i tvivl om. BuzzFeed har lidt mere om det – og om sagsanlægget fra de resterende beatler dengang i 1997.

Men jeg kunne skrive mere og mere om 'Tomorrow Never Knows', hvilket dog vil være rimelig meningsløst, da der allerede er skrevet så meget. Læs for eksempel Wikipedia-artiklen om sangen og denne artikel, jeg har linket til ovenfor, hvor der er citater fra Emerick.

Lyt og lær!
En af de mest interessante måder at fortælle anekdoter om sangen er dog denne YouTube-video, som jeg faldt over for ikke så lang tid siden. Så kan du blive klogere, mens du lytter til et fantastisk nummer :-)

Det er stadig helt vildt at tænke på, at det nummer er fra 1966.

Coveret til 'Revolver', som 'Tomorrow Never Knows' ligger på. Det er tegnet af Klaus Voormann, som beatlerne kendte fra deres dage i Hamborg.

Coveret til 'Revolver', som 'Tomorrow Never Knows' ligger på. Det er tegnet af Klaus Voormann, som beatlerne kendte fra deres dage i Hamborg.

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android