Oasis - Definitely Maybe

Dette er låge nummer 12 i min julekalender:
24 fede albums på Spotify

Lad os slå det fast med det samme. Det her er det bedste Oasis-album. Punktum.

Ja, '(What's The Story) Morning Glory?' var et monumentalt album, og 'Wonderwall' var all over the place i den periode. Men det er på 'Definitely Maybe' fra 1994 (albummet fyldte 20 år(!) i sommers), at vi finder den energi, fandenivoldskhed og flabethed, der gjorde, at Oasis slet og ret bare var Oasis.

Det handlede om energi, og det dummeste man kunne gøre var at lytte efter teksterne. Som de synger allerede på åbneren, 'Rock'n'roll Star': "It's just rock'n'roll".

Min tid med Oasis (jeg var kæmpe, kæmpe, kæmpe fan der i midten af 1990erne) startede dog med 'Morning Glory'-albummet – mest af alt fordi, jeg troede 'Whatever' var på (jeg læste 'Wonderwall' forkert i den butik, hvor jeg købte CD'en…). 'Whatever' kom derimod aldrig på noget album – den udkom i stedet som single i december 1994, imellem de to første albums – og den lyder sådan her:

Dedikerede fans af britisk comedy vil måske mene, at de har hørt sangen før. Og det har de da også. Der er nemlig 'lånt' lidt af 'How Sweet To Be An Idiot' skrevet af Neil Innes:

Egentlig er det kun (som det kan høres) melodien til strofen "I'm free / To do whatever I" der er fra Innes' sang – men det var nok til et sagsanlæg og til, at han nu også er krediteret for 'Whatever'.

Neil Innes er dog nok mest af alt kendt for sit arbejde med Monty Python-drengene. Blandt andet var det ham, der skrev alle sangene til 'Monty Python and the Holy Grail', hvor han også spillede nogle småroller; blandt andet en syngende munk, der slår sig selv i hovedet med en tavle, en stakkels medhjælper, der bliver knust under en kæmpe kanin af træ og (min favorit) som Sir Robins trubadur:

(Bemærk at der fra den video er klippet en scene ud, hvor Sir Robin taler med et trehovedet uhyre, som han meget modigt stikker af fra – det er det, den sidste vise beskriver.)

Nå, det var en afstikker. Tilbage til Oasis og 'Definitely Maybe'.

Det var først efter 'Morning Glory'-albummet, at jeg fik hørt 'Definitely Maybe', og det var som en mavepuster – op til flere, faktisk. Som den lille purk, jeg var, var jeg slet ikke gearet til den den slags 'afsted, afsted, deruda', deruda"-rock, som det album består af. Så det tog lidt tid, før jeg kunne sætte pris på det. Men så har jeg også været lykkeligt forelsket i det lige siden.

Min favoritsang på albummet er enten 'Columbia' (den intro er fænomenal):

…eller 'Bring It On Down' (der er  dejlig meget dejlig rå energi i den sang!):

Og så er det selvfølgelig også albummet, hvor vi finder 'Live Forever', der indvarslede "de storladne" Oasis-sange (såsom 'Champagne Supernova',  'The Masterplan' (b-side på 'Wonderwall'-singlen), 'All Around The World', 'Gas Panic!' etc.):

Damn…den solo har jeg godt nok spillet på luftguitar mange, mange, mange gange. Sidste gang på en bytur…sidste år. Ja, some things never change.

Vi har vist lige tid til endnu en afstikker. 'Definitely Maybe' er også albummet, hvor et andet af de tidlige Oasis-hits befinder sig, 'Supersonic':

Bemærk guitarsoloen, der starter omkring 1:47. Der er dem, der vil mene, at den minder lige lovlig meget om George Harrisons guitar-arbejde på sin 'My Sweet Lord' fra 1970:

Sammenhængen er blandt andet nævnt på SoundsJustLike.com. Mere tydeligt er det dog nok at lytte sig frem til på denne YouTube-video:

Det er egentlig lidt ironisk, at der er lånt fra netop 'My Sweet Lord'. For lige præcis dén sang skaffede Harrison en flere år lang retssag på halsen. Melodien til den sang er nemlig løftet næsten direkte fra 'He's So Fine' med The Chiffons:

De to sange er sammenlignet i denne video:

Harrison har senere beklaget, hvordan han dog kunne undgå at høre det. Den retssag er i øvrigt en syret omgang. Læs mere om den, hvis du har lyst. Harrison reagerede på hele forløbet med sangen 'This Song' fra albummet 'Thirty Three & 1/3' (fra 1976), som indeholder flere referencer til retssagen.

En sidste ting om 'My Sweet Lord'. Harrison skrev faktisk sangen i forbindelse med et besøg i København, da han spillede guitar under en koncert med Delaney & Bonnie (inkl. "Friends") i december 1969. I sin bog 'George Harrison – den spirituelle beatle' beskriver Karsten Jørgensen, hvordan Harrison jammer sammen med bandet (i København, angiveligt efter koncerten) og ender med 'My Sweet Lord'.

Koncerten i København er i øvrigt (mirakuløst nok!) at finde på YouTube – hurra for internettet!

Nyd lige, hvor anonymt Harrison står i baggrunden og bare…spiller guitar.

Pas i øvrigt på med at høre George Harrison; man bliver afhængig af det, som du måske han høre/læse. Hvis hans musik var på Spotify, havde jeg lavet en julekalender udelukkende med Harrison-sange. Faktisk er Oasis' 'Wonderwall' opkaldt efter George Harrisons film-soundtrack 'Wonderwall Music' fra 1968 (der på en gang var det første soloalbum fra en beatle og det første album på Apple Records, der var beatlernes eget pladeselskab).

Og nu tilbage til Oasis anno 1994. Lige herunder kan du lytte til 'Definitely Maybe'. Det gør sig bedst lige inden fyraften; når du kommer hjem fra arbejde; eller til en festlig begivenhed i aften. Giv slip, rock løs.

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android