Dette nummer, som er at finde på 'The Beatles'-albummet (populært kaldet "The White Album") fra 1968 er af musikkritikeren Richie Underberger blevet beskrevet som en af de mest undervurderede Beatles-sange. En anden kritiker, Ian MacDonald, er citeret for den bombastiske udmelding, at det er George Harrisons (der blandt andet også skrev 'Something' og 'While My Guitar Gently Weeps') bedste bidrag til gruppen.

Det kan man være enig om eller ej – hvad der ikke kan diskuteres er, at sangen er skrevet på et tidspunkt, hvor Harrison for alvor er begyndt at blive interesseret i og fascineret af det spirituelle – og tør skrive sange om det.

Teksten til 'Long, Long, Long' kan både opfattes som er kærlighedserklæring til en kvinde – eller en gud (Harrison var hinduist, hvilket fyldte meget i hans senere solokarriere, især på albummet 'Living In The Material World'). Harrison understreger i bogen 'I, Me, Mine', at der er tale om det sidste. Her siger han også lidt om, hvor han fik inspiration til sangen fra:

I can't recall much about it except the chords which I think were coming from Sad Eyed Lady of the Low Land – D to E minor, A and D – those three chords and the way they moved.

Sangen, Harrison refererer til er 'Sad Eyed Lady of the Lowlands' af Bob Dylan fra 1966. Du kan læse mere om sangen på Wikipedia. Sangen, der varer over 11 minutter, er også på Spotify:

(Jeg ville så gerne holde af Dylan, men det er svært – ofte synes jeg, hans numre lyder bedst indspillet af andre… Faktisk har det franske band Phoenix lavet et cover af sangen, der er både kortere (omkring 4,5 minut) og bedre.)

Til slut i nummeret kan man høre en raslende lyd. Det er en vinflaske, der stod på den Lesley-speaker, som lavede lyden fra det orgel, Paul McCartney spillede på. Når McCartney spillede en bestemt tone/akkord på orglet, begyndte flasken at rasle, som den gør på nummeret. For at akkompagnere lyden laver Ringo et hurtigt rul på trommerne, der bygger op til det lille klimaks, der lukker nummeret.

Jeg har været vild med 'Long, Long, Long', siden jeg hørte det første gang. Tvetydigheden i teksten, stemningen i nummeret og de bombastiske trommer mellem nogle af stroferne. Det er et nummer, der er rigtig godt hørt i en rigtig god lænestol eller sofa.

Du kan læse mere om 'Long, Long, Long' på Wikipedia.

Og som med alt andet The Beatles til og med det hvide album: Hør det i mono. Hvorfor? Derfor:

“When the early Beatles albums were recorded in 1963 through 1967, mono was by far the dominant format in the UK. Beatles producer George Martin recorded these albums with mono in mind from the start,” Bruce Spizer, a noted Beatles expert who has written eight books on the band, told Radio.com. “The stereo mixes were an afterthought, with the Beatles rarely present for the stereo mixing sessions. For these reasons, the early mono albums represent the Beatles music as the Beatles and George Martin intended it be heard.”

The Beatles - The Beatles

Coveret til 'The Beatles' ("The White Album"), som 'Long, Long, Long' ligger på.

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android