larslars.dk

En blog om musik og interessante ting

Anmeldelse: The Chemical Brothers – Born In The Echoes

Det er få kunstnere, der betyder lige så meget for mig, som The Chemical Brothers gør. The Beatles gør, men that's about it, tror jeg. Nu er kemikerne tilbage med et drøn af et album.

Coveret til 'Born In The Echoes'

Coveret til 'Born In The Echoes'

(Bemærk: Denne artikel indeholder en del Spotify-indlejring/embedding, så det kan være lidt tungt at danse med, hvis du sidder på en ældre computer. Hvis det hakker eller ikke fungerer godt, så prøve at lukke andre programmer eller vende tilbage på en bedre computer :-)

Lidt historie

Exit Planet Dust

The Chemical Brothers (Tom Rowlands og Ed Simons) udgiver deres debut-album tilbage i 1995 (20 år siden!). Albummet var en kulmination af duoens DJ-arbejde og eksperimenter med at lave deres egen musik (en kombination af hiphop og gamle funk-tromme-samples). Albummet blev også den spæde start på big beat-genren [Wikipedia], som sidenhen blev slået fast med syvtømmersøm af Fatboy Slims to første albums og The Chemical Brothers' andet album:

 

Dig Your Own Hole

Jeg røg dog først på Chemical-vognen tilbage omkring 1997, hvor de udgav deres 'Dig Your Own Hole' [Wikipedia], som jeg skrev om i anledning af dets 15 års fødselsdag og gennemgik track for track. Jeg elskede (og elsker) det album, men i 1997 var jeg endnu for spæd til at forstå det fulde potentiale og den enorme spændvidde, 'Dig Your Own Hole' havde et byde på (dengang hørte jeg mest 'Block Rockin' Beats', 'Elektrobank', titelnummeret og 'The Private Psychedelic Reel' – numre som 'It Doesn't Matter' fangede jeg ganske enkelt ikke. Eller, jeg forstod dem ikke. Det begyndte egentlig først at komme, da jeg begyndte at gå i byen og der hørte og så, hvordan musik kan indeholde energi, som holder kroppen i bevægelse i en form for fysisk messen.

 

Surrender

I 1999 kom så albummet, da for alvor fik mig hooked og fanget i The Chemical Brothers, hvor jeg så har siddet lige siden: Surrender [Wikipedia]. En passende titel til det album, der medførte min egen totale overgivelse. 'Surrender' fortsatte og understregede den virkning, 'Dig Your Own Hole' havde haft på mig: At elektronisk musik kunne andet end at være repetitivt og dumt (90'erne var et hårdt årti på den konto), og det blev albummet, jeg i den grad identificerede mig med – helt fra den brummen, der indleder 'Music: Response'  til det akustiske miniunivers, der stille og roligt lukker 'Dream On'. 'Surrender' var og er et helt ekstremt, vildt, fedt album – og jeg hører det ofte den dag i dag.

'Surrender' blev albummet, der formede min musiksmag på en måde, der præger den den dag i dag. Numre som 'Hey Boy Hey Girl', 'The Sunshine Underground', 'Out Of Control' og den herlige 'Got Glint?' sidder dybt, dybt, dybt i mine knogler og mit DNA den dag i dag. Det album er ganske enkelt en integreret del af den, jeg er.

Jeg havde også 'Surrender' med i min julekalender. Du kan se resten af kalenderen her: 24 fede albums på Spotify.

 

Come With Us, Push The Button og We Are The Night

Herefter skete der noget med The Chemical Brothers. I 2002 kom 'Come With Us' [Wikipedia], der var blevet indvarslet af percussion-helvedet (på den gode måde) 'It Began In Afrika', og de hidsige strygere, der starter åbningstitelnummeret i gang lovede så godt. Men til slut leverede albummet ikke rigtig varen. Hjørnerne var for runde, synthesizerne lød billige og det melodiske holdt en pause hist og her. Bevares, det er et godt album, men det blegner i sammenligning med resten af diskografien.

Meget af det blev der rettet op på tre år senere med 'Push The Button' [Wikipedia]. Det album indvarslede imidlertid en lidt kedelig periode i The Chemical Brothers' nu 20-årige karriere: Den sikre vare. Der kom et par gode albums, det er helt sikkert, meeeeeen… der var ikke rigtig noget på spil. Sådan gik det også for 'We Are The Night' [Wikipedia]. Det album ligger muligvis en lille smule under 'Push The Button', alene på grund af det faktum, at sidstnævnte indeholder den meget smukke 'Close Your Eyes' (nok det smukkeste, der nogensinde har stået "The Chemical Bothers" på).

 

Further

I 2010 udsendte de så 'Further' [Wikipedia], der skulle bryde med den sikre vare og tage os et skridt videre (se, et ordspil…). Vi kom også væk fra den sikre vare, men vi strandede i eksperimenterne. Albummets højdepunkt for mig er 'Wonders Of The Deep', der A) lukker albummet og B) er skrevet tilbage i 2005. 'Further' er et album, jeg meget sjældent genbesøger. Det er for monotont, tror jeg. Og fladt.

Denne lille Chemical-historie (jeg har udeladt deres 'Hanna'-soundtrack fra 2011, men jeg skal nok vende tilbage til det) kombineret med de fire albums fra det nye album 'Born In The Echoes' [Wikipedia], der er udkommet lige netop i dag, fik mig til – lidt kækt – at postulere den 4. juli, at 'Born In The Echoes' ville blive deres bedste album siden 'Surrender'.

Nu har jeg hørt det nye album, og det postulat står jeg ved. Følg med.

 

Born In The Echoes

Hvis du er på Spotify, kan du jo passende trykke play på albummet, mens du læser med:

Sometimes I Feel So Deserted

Åbningsnummeret var også den første lyd, der blev blev offentliggjort fra det nye album. Jeg skrev om nummeret, da det blev udsendt:

Umiddelbart er der ikke tale om noget radio-hit (Som 'Galvanize' blev, da den varslede 'Push The Button'-albummet i slutningen af 2004/starten af 2005). Til gengæld får vi en ægte, syrebaseret Chemical-lyd. Det er repetitivt, eksplosivt (selvom jeg synes, de tager nummeret lidt hårdt ned nogle steder) og med en stortromme, der nok skal gå i mellemgulvet på dansegulvene rundt omkring.

Efter at have lyttet til nummeret on/off i små tre måneder må jeg sige, at det er vokset på mig. Som Gaffa skriver i deres anmeldelse:

Åbneren Sometimes I Feel So Deserted bygger op, op, op uden nogensinde at komme med forløsningen. På papiret lyder det frustrerende, men det er det ikke. Det er derimod dejligt befriet for klicher.

Det er så sandt, som det er sagt. Og jo mere jeg lytter til nummeret, jo mere holder jeg af det og nyder det 'umf!', stortromme og bas yder sammen.

Go (featuring Q-Tip)

Skæring nummer to på albummet har fint besøg; Q-Tip fra A Tribe Called Quest [Wikipedia] medvirker, som han også gjorde på 'Galvanize' fra 2004. Også 'Go' skrev jeg en artikel om, da det udkom. Så der kan du læse mere – om andre Chemical-numre, jeg synes, det lyder som, og om videoen, som er instrueret af Michel Gondry [Wikipedia].

 

Under Neon Lights (featuring St. Vincent)

Også her er der fint besøg: St. Vincent [Wikipedia]. I deres anmeldelse af albummet skriver NME blandt andet:

Collaborators return for ‘Born In The Echoes’, the pair’s eighth album and first since ‘Further’. But here the Brothers largely bend the singers to their will, their voices subservient to the power of the songs.

St Vincent’s contribution to ‘Under Neon Lights’, for example, is chilling (“And she moves to suicide / In and under neon lights”), her voice eventually cut to electronic shreds and fed stuttering back into the mix like a malfunctioning car alarm.

Og det er en fed betragtning at have med, når man hører nummeret. Hvordan vokalen er nærmest flettet ind i mixet og produktionen. Det er vanvittigt smukt på sin helt egen måde. Og bid lige mærke i, hvor mange ting, der foregår i mixet, bag vokalen: Trommer, der skifter og sfæriske lyde, der glider ind og ud af lydbilledet. Det er en legesyge, der flyder igennem hele albummet, og som nok mere end noget andet indikerer, at The Chemical Brothers har ramt en rigtig god nerve.

 

EML Ritual (featuring Ali Love)

God nerve er der også på sang fire. Nummeret starter lige på efter 'Neon Lights' med en arpeggiator-synthesizer, der får selskab af en trommemaskine, der taktfast leverer stortromme og hi-hat. Langsomt bygges mixet op, der tilføjes dybe frekvenser, mens en semi-højtragende vokal byder ind med "You know… You don't understand". Vibet på 'EML Ritual' minder mig på flere måder om 'Got Glint?' fra Surrender:

Opbygning, stemme og brugen af vokalsamples. Jeg synes, det smager af det samme – og det er der bestemt ikke noget dårligt i.

'EML Ritual' får lov til at gå mere amok, end 'Got Glint?' nogensinde kommet i nærheden af. Lyt for eksempel fra 3:09 og frem: Nu er vi enten på dansegulvet eller på farten i et WipeOut-spil. Men okay, vi er kun ved sang nummer fire på albummet, så monstret bliver ikke sluppet helt fri endnu.

 

I’ll See You There

Det kommer vi lidt nærmere på 'I'll See You There'. Dette er et af de numre, jeg har glædet mig allermest til, fordi jeg har kunne læse mig frem til, at det er The Chemical Brothers' (nærmest faste) tilbagevenden til The Beatles' 'Tomorrow Never Knows' fra 1966-albummet 'Revolver' [Wikipedia]. (Jeg har i øvrigt også skrevet om 'Tomorrow Never Knows')

'I'll See You There' er en psykedelisk farvelade, hvor der røres godt rundt i gryden, så alle ingredienserne når at smage igennem. Nummeret får mig til at tænke på 'Setting Sun' fra 'Dig Your Own Hole', hvor Noel Gallagher leverede vokalen:

'Setting Sun' er naturligvis meget mere vild og voldsom, end 'I'll See You There' (den er også fra en anden tid), men det er ikke tilfældigt at de to sange minder om hinanden, da 'Tomorrow Never Knows' nærmest er manualen, som The Chemical Brothers samlede 'Setting Sun' ud fra.

Et andet tidligere Chemical-nummer, jeg bliver mindet om, er et af de mest psykedeliske ting, de har lavet (med sitar og hele skidtet!): 'The Private Psychedelic Reel', der lukker 'Dig Your Own Hole':

'I'll See You There' er i det hele taget et nummer, der får mig til at connect'e med 'Dig Your Own Hole'. Et eller andet i trommeprogrammeringen og synthesizerne, der flyder ud og rundt blandt hinanden får mig nemlig også til at tænke på monstret 'Elektrobank':

Det. Nummer. Er. Så. Vildt. Og det er vanvittigt lækkert at mærke, hvor nemt det er at hoppe fra 'I'll See You There' og 18 år tilbage i tiden til 'Elektrobank'. Som flere anmeldere nævner, så er The Chemical Brothers virkelig kommet i kontakt med deres rødder på 'Born In The Echoes'.

Samhørigheden mellem 'Elektrobank' og 'I'll See You There' bliver yderligere understreget, at vokalen fra 'Elektrobank' blev spillet umiddelbart inden 'I'll See You There' på denne live-optagelse fra Sonar-festivalen i Barcelona:

 

Just Bang

Fra det trip fortsætter vi videre i dette trampenummer, der lever fint op til titlen. Det er ikke her, der sker mest – men det er til gengæld her, man opdager og oplever, at man hører et album. På de første gennemlytninger blev jeg lidt irriteret på 'Just Bang' – indtil jeg tog mig selv i, at det var fordi, jeg hørte albummet som enkeltnumre og ikke som det, det i virkeligheden er: Et samlet kunstnerisk output – og som altid skal The Chemical Brothers-albums anskues som rejser, hvor man starter et sted, passerer et andet og ender et helt tredje (fantastisk) sted.

'Just Bang' er et stop på rejsen, og når jeg hører nummeret nu (som jeg gør, mens jeg skriver disse bogstaver), kigger jeg ned på min venstre fod, hvor hælen tramper taktfast i gulvet. Nummeret kan et eller andet. Og det er gennemsyret af en legesyge med filtre, percussions, stemmesamples og mild overstyring på de dybe frekvenser. Jeg kan forestille mig, at dette nummer kan rykke op i folk på en festival eller et dansegulv, når festen skal holdes i live, mens folk alligevel liiiiiige får en lille puster.

 

Reflexion

Nu er pausen overstået, og vi haster videre med 'Reflexion'. To Chemical Brothers-numre springs to mind, når jeg hører denne sang. For det første 'Do It Again' (hvor Ali Love, der lægger stemme til 'EML Ritual', medvirker):

Det er især starten – hvordan der startes med et filtret beat, som brydes op og så kører det med BUM BUM BUM BUM-4/4 på stortrommen. En lignende start finder vi på 'Reflexion'.

Og som Chemical-fan er det svært ikke at komme til at tænke på det nok bedste nummer fra 'We Are The Night'-albummet; 'Burst Generator':

(Da The Chemical Brothers for nogle år siden spillede et nytår-DJ-set var dette nummeret, de spillede, da klokken blev midnat.)

Lyt for eksempel til den synth, der dukker op ved 2:29. Den minder ret meget om den, der bliver sluppet fri på 'Reflexion' omkring 0:52. Og begge sange har lidt samme mission: Ud på dansegulvet; hænderne i vejret; næsen i sky; og kig på dine hænder, mens laserlyset danser imellem dem, som om du næsten kan mærke det i den fri luft. Lidt det samme findre vi på 'Surface To Air', der lukker 'Push The Button':

(Ja, starten lyder herremeget som The Killers.)

 

Taste Of Honey

Endnu et intermezzo-nummer finder vi som albummets sang nummer 8. Især på 'Taste Of Honey' kan man høre, at The Chemical Brothers også har fået et filmsoundtrack på CV'et. Nummeret finder ikke nogle priser for fremsynethed, og jeg kan forestille mig, at det fungerer dårligt at høre det, mens man laver noget andet, man burde koncentrere sig om.

Der er forskellige elementer fra 'Hanna'-soundtracket fra 2011, jeg kan genkende her. Det er ikke så meget selve lydene (udover strygerne, obviously), men det feel, nummeret leverer. Og så får du en lidt irriterende flue, der flyver mellem dit højre og venstre øre. En sjov gimmick – men nummeret kræver din fulde opmærksomhed.

Der er et par flotte vokalsamples på nummeret og en guitar-solo. Det så jeg sgu ikke lige komme. Det er lige før, det når at stikke af i en alt for mærkelig retning, men kontrollen over mixet genoprettes, og nummeret lukkes fint.

 

Born In The Echoes (featuring Cate Le Bon)

Og så er det videre til et af de stærkeste numre på albummet (det bedste har vi endnu til gode…): Titelnummeret, hvor Cate Le Bon [Wikipedia] medvirker. Her er der i den grad også arbejdet med vokalen, så den flyder ind i mixet på en meget effektfuld måde. Og nyd lige den over-dubbing, der kan høres på vokalen ved 1:09 og frem. Nice detalje – og også et lille vip med hatten i retning af The Beatles, der pionerede den teknik.

Hvis jeg nu skal kigge i Chemical-bagkataloget og finde noget, det minder mig om (ikke at jeg skal gøre det, men det er sjovt), så er det faktisk et overset nummer fra 'Further', nemlig 'K+d+b':

Lyt især til trommerne og det bouncyness, de giver sangen. Det er meget det samme, der er på spil på 'Born In The Echoes'-nummeret. Titelnummeret fra det seneste album er dog meget mere tight og lækkert produceret. Der er konstant kontrol over mixet (all inclusive), og du føler virkelig, at du bliver forkælet som lytter.

 

Radiate

Og begrebet forkælelse er den perfekte bro til 'Radiate'. For her bliver dine øregange saftsuseme kælet for, indtil dine øjne nærmest græder af lykke. Nummeret bygger langsomt og langsomt, mens de flotte synthesizer-kompositioner bliver akkompagneret af en vokal, der kunne tilhøre Tom Rowlands. Han har tidligere lagt stemme til Chemical-numre, blandt andet 'Wonders Of The Deep'. Vokalen er naturligvis slæbt igennem en vocoder og formentlig også et par andre filtre, så den får en lyd, der matcher nummer, stemning og album 100 procent.

Og så er der nok en del, der ikke kan lytte til den hakkende stemme-sample, der kommer ind i nummeret med "Just radiate…" ved 0:16, uden at tænke på Kraftwerk, for eksempel 'Autobahn' fra 1974:

 

På så mange andre albums ville 'Radiate' være et meget smukt lukkenummer, meeeeeen sådan spiller The Chemical Brothers altså ikke.

 

Wide Open (featuring Beck)

Vi lukker og slukker nemlig med det nummer, jeg synes, der er albummets suverænt bedste. og som 'Radiate' på sin vis kommer til at tjene som en skøn opvarmning og klargøring til.

Jeg må indrømme, at da jeg hørte det første gang (på en ondemand-ting fra et BBC-radioprogram) var jeg lidt skuffet og tænkte "var det det?". Men efterhånden er sangen vokset på mig – og gør det stadig.

Umiddelbart minder starten mig om 'The Golden Path' [Wikipedia], hvor The Flaming Lips medvirker:

Der var mange, der hoppede på Chemical-vognen, da 'The Golden Path' udkom, fordi The Flaming Lips var hot stuff i 2003.

På 'Wide Open' er vi dog på helt nye højder, hvor 'The Golden Path' for længst er stået af. Nyd for eksempel sekunderne op til og efter 3:05, hvor nummeret for alvor bliver på en gang pakket lidt ned men samtidig sparket i gang. Det er et greb, som få musikere og producere vil kunne mestre på samme måde. Jeg har hørt den passage igen og igen for at forsøgte at lure, hvad der sker i nummeret. Det er fascinerende, intet mindre.

'Wide Open' er formentlig den absolut stærkeste skæring på 'Born In The Echoes', og derfor er det på mange måder smukt, at den lukker ballet. Når det sidste taktslag har lydt, og kun reverb og delay-effekterne er tilbage, sidder jeg tilbage med følelsen af, at jeg atter og igen har hørt et The Chemical Brothers-album og været på en rejse.

 

Bonus-tracks

Hvis du har fået fingre i deluxe-udgaven af albummet, er der lidt ekstra-godter til dig. Her er et hurtigt run-down af dem.

Let Us Build A City

Det her er sgu lidt pinligt. Men hvad gang jeg hører åbningstrommebreak'et på 'Let Us Build A City', kommer jeg til at tænke på 'Down Under' af Men at Work :-D

That aside, så har vi her at gøre med en ægte The Chemical Brothers b-side. Der er organiske instrumenter, der gentager sig selv og bliver samplet sammen med trommebreaks. Der behøver ikke ske så meget, for det handler om at prøve ting af.

Det mindre om en lidt pænere udgave af denne B-side fra 'Life Is Sweet' fra 1995:

…og så fik vi også lige et flashback fra 'Exit Planet Dust'-æraen med. Det var nu dejligt. Og så må man bare sige, at ja; verdens bedste B-side-band kommer fra Manchester. De hedder bare ikke The Chemical Brothers, men Oasis.

 

Wo Ha

Lidt den samme fornemmelse får jeg på bonus track nummer to. Det er bestemt ikke disse du skal bruge mest tid på at lytte til. Se det som, det er: Lidt ekstra goodies du får med, fordi der skal være lidt ekstra til os fans – blandt andet fordi vi kan finde en form for mening i det og tænkte, at vi stadig holder af og sætter pris på The Chemical Brothers på en måde som den almene lytter bare ikke forstår.

Der bliver ikke flyttet meget på 'Wo Ha'. Det lyder dog som et nummer, der kan blive fedt – især hvis man lytter til, hvordan 'Hey Boy Hey Girl' lød, inden de fandt den rette formel til den:

(Den er taget fra deres 'Anti Nazi'-mix fra 1997 – derfor starter den lidt pudsigt.)

Igen: Som bonus-nummer er det fint nok – men det er ikke noget, der ætser sig ind i ører og hjerne på en.

 

Go (Extended Mix)

Siger lidt sig selv – en længere udgave af 'Go' (5:54 i stedet for 4:21). Blandt andet er starten lidt sløvere – but that's about it, tror jeg.

 

Reflexion (Extended Mix)

Siger (også) lidt sig selv – en længere udgave af 'Reflexion' (7:19 i stedet for 6:29). Også her bliver der brugt lidt længere tid på starten. Det minder lidt om den lange og kortere edit-udgave af 'Do It Again', som 'Reflexion' i forvejen er relateret til.

Jeg kunne godt have ønsket mig en extended udgave af 'Wide Open', men man kan ikke få alt, hvad man ønsker sig. Desværre.

 

Konklusionen

Er 'Born In The Echoes' så det bedste The Chemical Brothers-album siden 'Surrender' fra 1999? Ja! Det synes jeg.

Det er svært at sammenligne på tværs af 16 år. Der er sket meget, både med The Chemical Brothers, deres musik og lyden og verden omkring den. Men som flere anmeldere skriver: Det er få kunstnere, der kan lyde så friske og parate efter 20 år.

Selvfølgelig er det ikke alle numre, man har hænderne i vejret over, men her er det vigtigt at huske – som jeg skriver ovenfor – at man lytter til et album. Ikke en opsamling eller en Spotify-playliste – og det er værd at bruge tid på at nyde og hylde dem, der stadig dyrker albummet som en separat kunstform.

Og 'Born In The Echoes' indeholder flere numre, der har vokset på mig i løbet af den tid, jeg har nået at lyttet til dem. Naturligvis har de fire første sange vokset mest, da de er blevet offentliggjort løbende siden slutningen af april. Og hvis resten (eller bare nogle af dem) vokser på samme måde, så er jeg in for a treat i løbet af sommeren.

Jeg er allerede dybt forelsket i 'Wide Open', som er det nummer, jeg anbefaler folk at lægge ud med, når de skal høre det seneste udspil fra The Chemical Brothers. Lukkenummeret er noget mere snorlige ud ad landevejen end så meget andet fra dem (og på albummet), men det fungerer bare. Og allerede efter første eller anden genlytning har du lyst til at lytte til det igen. Jeg skulle ikke høre det mange gange, før jeg gik og sang det for mig selv. Det er godt nok et godt tegn.

The Chemical Brothers kommer næppe til at have samme gennemslagskraft, som de havde i sidste halvdel af 1990erne, fordi det, de kom med der, var noget helt nyt og unikt. De var pionerer indenfor én scene (den elektroniske), der var på vej til at blive mainstream og en anden (big beat), der reelt blev født af dem, mens Fatboy Slim var gudfader ved dåbsceremonien.

Tiden nu er en anden. Men der er stadig brug for Tom Rowlands og Ed Simons. Med 'Born In The Echoes' viser de os, hvad elektronisk musik også kan. Da Gaffa anmeldte Dig Your Own Hole, skrev anmelderen Renè Thalund:

Men om Chemicals gælder det, at det ikke så meget er de ting, de sætter sammen, som det er måden de gør det på!

Og det er så sandt – og det er en stor del af The Chemical Brothers' lydunivers. På det seneste album er der skruet en smule ned for elregningen (i hvert fald i forhold til 'Further'), og der er en del instrumenter og organisk sampling. Som Tom Rowlands forklarede i et interview med Pitchfork:

And there's a lot of samples of ourselves playing guitar or bass; creative sampling still really excites me. I love the idea of, like, a hi-hat from some old jazz record next to some sample you've made of dropping a piece of concrete into water next to the sound of playing a cymbal with a bow—all these weird things together. We're just really into making funny sounds and putting them into some kind of order that makes sense.

Og at The Chemical Brothers (lykkeligvis!) stadig skiller sig ud, bliver lagt mærke til og understreget i The Telegraphs anmeldelse af albummet:

Back in 1995, their debut Exit Planet Dust offered a set of dance-floor fillers accessible enough for pop radio and experimental enough for electronic fetishists. Yet compared with hit albums by contemporary superstar DJ-producers (such as Calvin Harris, David Guetta and Avicii), the Chemical Brothers’ latest sounds like heavy metal.

Når det hele bliver lidt for pænt, firkantet og forudsigeligt, så har vi brug for Tom og Ed. Og så er det en beroligende befrielse, at de stadig kan levere. Tillykke med jubilæet og albummet, drenge. Don't ever change.

 

Andre links + anmeldelser

Har du ikke fået nok? Her er et par tilfældigt udvalgte links, hvor du kan læse mere om 'Born In The Echoes':

Tak, fordi du læste med, og holdt ud :-)

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android

Previous

Harper Lee-dag: 'Go Set a Watchman' er ude nu

Next

Track-tip: Depeche Mode – My Secret Garden

1 Comment

  1. Rune

    Nu har jeg hørt albummet 1:1 med din minutiøse gennemgang. Sikke en nydelse at læse: have gode "Nå ja"-oplevelser (afart af "aha"-oplevelsen) til alle referencerne, stærkt med Tomorrow Never Knows, feat artisternes meritter og Chems brug af samme og generelt bare fem A4-siders utæmmet begejstring udover det hele.
    Bedst efter første gennemlytning står: EML Ritual, Reflexion, Radiate og Wide Open. Sometimes I Feel So Deserted kommer helt sikkert til at vokse, forhåbentlig også Born In the Echoes.
    Go er derimod et af de Chemical Brothers numre som bliver for meget skabelon til mig, selvom der fifles med detaljen konstant – det skyldes vokalen, som både skaber nummeret men også er egen fjende. Der måtte gerne være lidt variation over de 400 x We're only here to make you GO! Det bliver bedre i Extended version, især i intro'en.. Under Neon Lights lyder heller ikke umiddelbart af meget, jeg havde forventet meget mere af St. Vincent, som jeg nu ved flere lejligheder synes underpræsterer i forhold til hype der omgiver hende.. MEN jeg lader dem gro på mig henover sommeren.
    Tak for du skrev dette monster indlæg, Lars!

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

larslars.dk bruger cookies. Til hvad dog?