Som du muligvis allerede ved, så kommer The Beatles på diverse streaming-tjenester fra juleaftensdag. Ellers kan du læse mere om det hos Gaffa, Re/code og The Next Web – og på den officielle side.

Men det store spørgsmål blandt nørder/kendere bliver desværre ikke rigtig besvaret i de artikler.

For det ubesvarede er dette: Hvilke udgaver er det, der rammer streaming-tjenesterne? Det vil måske overraske nogle, men der kan være store forskelle på, om man hører The Beatles i stereo- eller mono-udgaver – samt hvilken mono-udgave, man lytter til.

Revolution 2009

I 2009 får lyden af The Beatles sin første store genbehandling i flere år. Det år udkommer både 'The Beatles in Mono' [Wikipedia] og det komplette box-set [Wikipedia]. Også her er der tydelige forskelle på stereo og mono – som der også var det på de oprindelige albums.

De fleste The Beatles-albums (til og med 'The Beatles' (populært kaldet 'The White Album' fra 1968) bliver oprindeligt mixet i mono – altså hvor der er det samme i begge/alle højttalere. Grunden til dette er blandt andet, at det var det mest udbredte hjemme i folks stuer, og Beatlerne synes faktisk også selv, det lød bedre. Stereo-udgaverne af disse albums, er altså mixet efter, medlemmerne af gruppen havde "signet af" på og godkendt mono-versionen. (De første stereo-mixes af især de tidlige The Beatles-album er i en forfærdelig stereo med vokal i den ene højttaler og instrumentere i den anden..! Disse er dog blevet opdateret, så de er bedre – men de er stadig ikke i mono ;-)

Du kan læse mere om forskellene/fordelene ved stereo vs. mono (som jeg foretrækker):

Som det nævnes i denne artikel hos list.co.uk, vil det formentlig være 2009-stereo-udgaverne, der rammer streaming-tjenesterne. Men det er jeg ikke så sikker på. For eksempel ligger der en del med The Beach Boys (hvis frontmand, Brian Wilson, også var tilhænger af mono) i både stereo- og mono-udgaver.

Det samme kan meget vel ske med The Beatles – omend det ikke ville overraske mig, at vi kun ser stereo-udgaverne den 24. december, og så kan mono-udgaverne følge efter senere. De skal nok komme.

Digital eller analog mono?

Men her løber vores held nok også ud. For hvis The Beatles kommer til at kunne streames i mono, så vil det formentlig blive 2009-udgaverne, der tager udgangspunkt i digitale kopier af de oprindelige analoge masters (som 2014-udgaverne bygger direkte på). Det er selvfølgelig bedre end ingen mono, men 2014-udgaven lyder bare så crisp, rummelig og gennemført fantastisk…hvilket nok også skyldes, at den høres på tung og dejlig vinyl :-)

Uanset hvad, så kommer verdens største band nogensinde på de store streaming-tjenester om ganske få dage. Det er noget, der har været ventet i flere år – så den 24. december 2015 bliver en stor dag i musikhistorien.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan John Lennon blev lyttet mere, da han kom på streaming. Mon ikke det samme sker her, og det er altså ikke en dårlig ting.

Glædelig jul og godt nytår.

Opdatering: Det bliver 2009-stereo

Spotify's support-folk har svaret mig via Twitter, det bliver stereo-udgaven fra 2009, der kan streames:

Meeen…jeg tror som sagt, monoerne nok skal komme :-)

Coveret af The Beatles nok mest populære og anerkendte album; 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' fra 1967.

Coveret af The Beatles nok mest populære og anerkendte album; 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' fra 1967.

 

Følg larslars.dk:

Du kan følge larslars.dk på Facebook, Twitter og som nyhedsbrev.

Hvis du sidder på en mobiltelefon og har Facebook-app'en installeret, kan du åbne larslars.dk-siden: iPhone / Android