Du kan læse mere om udgivelsen hos Discogs. Nummeret er på Spotify og kan købes hos blandt andet Beatport.

Og så er det selvfølgelig på YouTube:

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

Two Door Cinema Club, live på Amager Bio i maj 2013.

Dette skal ikke være en koncertanmeldelse, selvom det var en fænomenal koncert (hvor især den næsten maskinelle trommeslager især imponerede mig), men mere en opfordring til, at du skal tjekke bandet ud, hvis du ikke allerede kender dem. De er typisk britiske i deres udtryk og minder en del om Foals, som du måske kender. Der er masser af glæde og energi i musikken, der samler inspirationer og mennesker fra et bredt spektrum indenfor musikverdens mange genrer.

I februar 2010 udgav de debutalbummet 'Tourist History' [Wikipedia], som du kan høre her, hvis du er Spotify-bruger:

Især 'I Can Talk' er der godt spark i:

Album nummer to
I slutningen af august 2012, sidste år, udkom omsider efterfølgeren 'Beacon' [Wikipedia]:

Her er 'Handshake' i skrivende (og lyttende) stund min klare favorit:

'Beacon' er i højere grad end debuten et album, der skal vokse lidt på én – og det hjælper på den proces at høre dem i kronologisk rækkefølge. Hvis du kan lide, hvad du hører, er der bare at sige: Kast dig ud i det. Det er aldrig for sent at melde sig ind i biografklubben.

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

Nu viser det sig, at det ikke er et The Chemical Brother-nummer, og dog – alligevel er det. Det er nemlig Tom Rowlands (der sammen med Ed Simons udgør den kemiske duo), der er på vej med en single.

A-siden hedder 'Through Me' (lyt til en snas fra nummeret) lyder umiddelbart til at være et track med en skarp attitude og lækker, hoppende basgang, mens B-siden hedder 'Nothing But Pleasure' (den kan du også høre en bid fra) og er i stil med The Chemical Brothers' 'Electronic Battle Weapons' (energi, ensformighed, gentag) – og som er 'Pleasure'-nummeret.

Du kan også høre uddragene lige her:

Nu er spørgsmålet så bare, om man skal gribe chancen og lægge en bestilling ind på vinylen eller vente på den digitale udgave, der kommer nogle uger efter vinylen, der er ude i løbet af de kommende uger.

Coveret til Tom Rowlands' vinyl

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

Man kan dog søge på pladeselskaber, det kræver blot, at man sætter sig ind i Spotifys søgeoperatører. Kort fortalt skal man blot søge udfra denne formel:

spotify:search:label:"[navn på pladeselskab]"

Et par eksempler:

• spotify:search:label:"captured tracks"
• spotify:search:label:"southern fried"
• …nu har du vist forstået mønstret :-)

Du kan også søge på brugere på denne måde:

spotify:search:user:"[brugernavn]"

Bemærk dog, at denne metode giver næsten ingen mening her i Danmark, hvor stort set alle Spotify-brugere er oprettet via Facebook, og derfor blot har et nummer som Spotify-brugernavn.

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

»War is God's way of teaching Americans geography.«

- Ambrose Bierce

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

Hvad er en mixerpult uden fancy lydeffekter?

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

Nu har pladeselskabet Captured Tracks (pt. verdens fedeste pladeselskab, i øvrigt) gjort det muligt at streame hele albummet via musik-/lyd-tjenesten Soundcloud.

Samtidig kan du også læse lidt kort Q&A med medlemmerne i bandet, der er nogle nye ansigter imellem.

Hvis du som jeg godt kan lide britisk rock og indie samt amerikansk indie, så bliver du ikke skuffet her. Lydbilledet er mere, synes jeg, britiske 80'ere (tidlige 80'ere) end kontemporær amerikansk indie, som der nogle gange bare går ternede skjorter og hipster-kor i, og dét er saftsuseme en fornøjelse.

Husk det nu: Albummet kommer på tirsdag – køb det og vis, at der i den grad er et marked for kvalitetsmusik.

I øvrigt kan det nævnes, at coveret (som du ser herunder) er et bearbejdet still-billede fra Peter Campus' 'Three Transitions', som du kan se på YouTube.

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

I 2012 udgav de 'Don't Think', der er en live-optagelse fra Japan, både som film og album, og som indeholdt lidt nyt til os i form af 'Superflash', som du her kan se afspillet af den britiske DJ, Erol Alkan, der som regel er flittig til at tage nye Chemical-ting med i sine DJ-sets. Her er en længere version af tracket.

Selvsamme Erol Alkan spillede i sit jule-set et nyt nummer med The Chemical Brothers, der endnu (som 'Superflash') ikke er udgivet, og derfor indtil videre blot bærer titlen 'Pleasure' – et navn, fans har tildelt det baseret på teksten i det sample, der er i nummeret.

Se og hør Alkan fyre op under folk med nummeret (det starter ved 1:57).

På det officielle The Chemical Brothers-forum (som altid er værd at tjekke ud i sager som denne) er der en hel tråd om 'Pleasure'. Her lykkes det faktisk dedikerede mennesker at grave det sample frem, der bliver brugt i tracket. Sublimt arbejde. I starten af tråden finder du også to videooptagelser med 'Pleasure'.

Det er selvfølgelig muligt, der er tale om et nummer, som ikke er med/af The Chemical Brothers, men der er – i hvert fald ifølge Chemical-folket – klare indicier for, at den skulle være god nok.

Interessant ved både 'Pleasure' og 'Superflash' er, synes jeg, at de læner sig op ad stilen fra deres 'Electronic Battle Weapon'-serie – i hvert fald i højere grad, end duoens albumudgivelser har gjort tidligere. Det vil sige mindre hit-potentiale, men mere leg, energi, repetition – og godt gammeldags kemisk umf!

Det er muligt, de to arbejder på et nyt album – men det kan også sagtens være, at de netop blot vil lave lidt hist og her – i EBW-stilen. Either way er det da ved at være på tide at noget af det kommer ud til os :-)

PS: Hvis du, også, er til The Chemical Brothers, kan du jo læse min hyldest til deres 'Dig Your Own Hole'-album (i anledning af dets 15-års fødselsdag), hvis du endnu ikke har gjort det.

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

Bring out the gimp…

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning

Denne gang er jeg dog heldig. Sammen med min klassekammerat er jeg i den lokale Fona, et fast ritual dengang (can you believe it?) og ud af reolen med singler (under overskriften 'Elektronisk', 'Electronica', 'Dance' eller hvad Fona nu kalder ting, man ikke rigtig forstår) trækker jeg en single med et simpelt cover. Baggrundsbilledet er fra en lufthavn. En landings-/take-off-bane. I den umiddelbare baggrund holder en mindre armada af fly. I den fjernere baggrund er der en bjergkæde og bag den en stærkblå himmel.

Teksten på coveret er minimal – the way it like it – og fortæller mig kun det, jeg absolut skal vide:

Sasha/Emerson
Scorchio

For en knægt som mig er det ikke bare to ord, der står der, delt af en skråstreg. Det er efternavnene på to af de helt tunge drenge.

Sasha (Wikipedia) er en form for levende legende indenfor housemusikken (i hvert fald den variant, vi dyrker og gror i Europa). Han lagde ud som DJ med at vende acid house-plader i slut-80'erne, da den genre havde sin heyday. Året før udgav han 'Xpander' (opkaldt efter den synthesizer, der driver værket), der kom på bunkevis af opsamlinger og blev lagt i flere hyldemeter af pladetasker.

Darren Emerson (Wikipedia) var manden bag Underworld, dem med bl.a. 'Born Slippy' (YouTube-video), der blev brugt i 'Trainspotting' etc.. Jeg skriver 'var', fordi han forlod gruppen i 2000, blandt andet for at fokusere på sit 'Underwater'-pladeselskab, som han havde startet i 1994. (Lidt bonusinfo er, at danske Rune RK har, ifølge sin egen diskografi, fire udgivelser på netop Underwater)

Altså er det ikke bare to briter, der har sat sig ned ved en computer for nu at "lave lidt musik". Det er to af de store.

Tilbage til Fona. Jeg kan næsten ikke tro mit held, men der må da være mindst én i butikken, der enten fatter, hvad der foregår – eller blot deler en flig af musiksmag med mig. Jeg har sikkert prikket min ven på skulderen for at få hans opmærksomhed, mens jeg med et 'Wow, tjek det her' i øjnene har slået forsigtigt på coveret for at indikere det sensationelle i mit fund. De eksakte fakta taber sig i tågerne.

Vi går til kassen, betaler for det, vi har på os, som vi ikke havde, da vi kom ind og forlader butikken.

Hjemme bliver CD'en lagt i CD-afspillerens skuffe, som jeg lukker. Jeg tager coveret frem og pauser den fulde udgave af nummeret. Det skal man altid gøre - aldrig 'Radio Edit'. De er lavet til radioen, så lad bare radioen hygge sig med dem. Nummeret, jeg skal bruge, er nummer to, som du kan se på tracklisten.

Jeg tager hovedtelefonerne på og trykker 'Play'. Hvad der fylder mine ører, kan du høre på Spotify eller YouTube.

Det er ikke det nummer, der sker mest i. Men den lyd – og den stemning, den lyd sætter, tager mig med storm. Og tag et kig på coveret, mens du lytter – for mig går det op i en højere enhed:

Flash forward til 2013, i dag.

Her sidder jeg og kommer pludselig i tanke om denne gamle traver af et små-trancet house-nummer. 12½ år er gået, siden jeg stod i den lokale Fona, så nu skal jeg blot indtaste sang-titlen i Spotify, og så har jeg den i, næsten upåklagelig, 320kbps-kvalitet i hovedtelefonerne, igen.

Nummeret gør stadig noget godt for mig – måske fordi vi nu har en historie, og fordi jeg nogle gange har brug for at sætte guitarer, vokaler og vers på pause og bare kick back og nyde, at noget musik blot skal sætte en stemning, skabe en energi og et tankeflow, og ikke nødvendigvis meget mere end det.

Det ærgrer mig, hvis den måde at opdage musik og at kunne binde en historie på selve opdagelsen, er på vej til at forsvinde – hvilket alt tyder på, den er. Fremover er det blot et par klik på Last.fm eller Spotify. Måske er det det, der får mig til at skrive dette indlæg – eller også er det bare for at dele et nummer, jeg synes godt om, og så flette lidt tekst på.

Nuvel, jeg opdager, stadig, meget god musik, men det er bare ikke som i de gode gamle dage. Basta.

Vil du have indlægget på papir? Udskriftsvenlig visning