Track-tip: The Chemical Brothers – The Universe Sent Me

Jeg elsker den slags numre, der bare vokser og vokser på en, så man nærmest går fra ægte fornægtelse til ophøjet nydelse, skridt for skridt for hver lytning.

Desværre er der langt mellem den slags sange – i hvert fald i min musiklytning. Et nummer fra det seneste album med mine elektroniske helte, The Chemical Brothers, har dog den effekt på mig.

Baghistorien er, at jeg har lyttet til The Chems længe. Siden 1997 og først for alvor seriøst fra 1999, hvor 'Surrender'-albummet udkom og rev mig omkuld.

Siden har jeg lyttet med på hvert eneste album, og jeg var meget imponeret over 'Born In The Echoes' fra 2015, som jeg kaldte deres bedste album siden 'Surrender' inden udgivelsen, og som jeg også skrev en meget grundig anmeldelse af (den skal du sætte lidt tid af til).

Det nye album skuffer

Derfor var jeg også ramt af en slem skuffelse, da jeg lyttede til deres seneste album, 'No Geography', der udkom for nylig. Det hele lød meget eksperimenterende (for eksperimenternes skyld), og jeg savner de gode melodier, som de på en eller anden måde kan blive ved med at vride ud af udstyret.

Så jeg var faktisk parat til at lægge nummeret på den digitale hylde og komme videre. "Okay, det var så det fra dem."

But no – sådan skulle det ikke gå. Jeg tror, det skyldes, at Spotify udvalgte netop 'The Universe Sent Me' til min 'Release Radar'-playliste (sådan en har alle Spotify brugere; se det som en 'Discover Weekly' for ny musik) – og det gjorde, at jeg begyndte at lytte til det nummer isoleret. Og det havde det godt af.

For ja, jeg synes, der er meget støj på den seneste plade – men jeg kan egentlig også godt forstå, at de føler trang til at lave noget støj imellem alt det lidt mere polerede. Især når de, som jeg læste et sted, har fundet noget af det gamle grej, de brugte til at indspille debutalbummet 'Exit Planet Dust' (1995) frem igen.

Men noget fantastisk album er det altså ikke.

Står stærkere alene

Dette nummer havde dog godt af at komme ud i en anden kontekst og stå lidt alene. Og så begyndte jeg ellers at lytte til det. Igen og igen. Og det er jo sådan, vi får ting ind under huden – uanset om det er en færdighed, vi skal lære, en vane, vi skal lave om – eller hvad det nu er, vi skal have tættere på rygraden.

Og nu sidder den der. 'The Universe Sent Me' er en sand perle – jeg elsker (som altid) kombinationen af dyb bas og lys synth, den spændvidde løfter musikken. Og den svævende vokal (leveret af Aurora – læs mere om hende hos NME), der glider ind og ud af nummeret, giver den nerve, som så mange andre overser eller undervurderer.

Skal vi danse?

Nummeret peaker omkring 4:30, hvor synth'en hopper ud af drone-rundgangen og i stedet spiller et tema, der bare kalder på et pakket dansegulv hyldet i mørke med lukkede øjne og knyttede hænder og en pulserende bashånd op i luften, mens sveden driver ned ad væggene. Ja tak.

(Har jeg i øvrigt nogensinde fortalt om den gang, jeg og nogle andre holdt en fest, hvor vi hyldede den gode musik fra Manchester, bl.a. The Chemical Brothers? Good times.)

Bedøm selv:
(PS: Du kan lytte til lidt relateret Chemical under YouTube-videoen)

Minder om (lyt med på Spotify):

Hold Tight London (Push The Button, 2005)

Midnight Madness (Brotherhood, 2008)

Wide Open, feat. Beck (Born In The Echoes, 2015)

Swoon (Further, 2010)

Se også mine andre track-tips »

Albumcoveret til 'No Geography' (2019)